top of page

EN PLATFORM FOR FÆLLESSKAB, FAGLIGHED OG FORMIDLING OMKRING TØMRERHÅNDVÆRKET

Forside_edited.jpg

Omdannelse af Faksegade 8 A-B har været et par år undervejs, og nu er det lykkedes at finde fuld finansiering til projektet gennem en generøs donation fra A.P. Møller Fonden, Bygningsfornyelsesmidler fra Københavns Kommune samt foreningens egne midler.

 

Jes Vagnby Arkitekter har været med fra projektets begyndelse med konceptudvikling gennem Realdanias Underværker Kampagne, udarbejdelse af arkitektonisk projekt, udarbejdelse af fondsansøgninger, ansøgning og proces for bygningsfornyelse og tilpasning af projektet til godkendelse hos A.P. Møller Fonden.

 

Visionen
Visionen for projektet er at etablere et åbent fagligt fællesskab for lærlinge med udgangspunkt i tømrer- og snedkerfaget samt håndværk af høj kvalitet. Der skal skabes et fagligt og socialt miljø, der bygger på Hustømrerforeningens unikke historie, der sammen med målrettede aktiviteter inviterer nye målgrupper ind.

 

Projektet arbejder med tre overordnede indsatser:

1) Boliger til lærlinge og rum til fællesskab

Faksegade 8 skal været et socialt holdepunkt for lærlinge gennem hele uddannelsesforløbet. Ud over renovering og modernisering af de 35 lærlingeboliger, er det også ønsket at skabe et sted, der tiltrækker og appellerer til lærlinge, der kommer udefra. Det gør vi ved at etablere et fælleskøkken/foreningslokale i stueetagen, som skal danne ramme om uformel dialog og socialt samvær.

 

2) Mere end et værksted

Der etableres et værksted i gården opdelt i to sektioner. Den ene sektion er primært målrettet lærlinge og den anden sektion er primært målrettet folkeskoleelever.  

 

3) Undervisningslokale

I den anden del af stueetagen etableres et undervisningslokale. Når folkeskole-klasser kommer på besøg i Faksegade, vil der dels være behov for at have et sted, hvor hele klassen kan være, og dels kan det være oplagt at dele undervisningen op, så halvdelen er på værksted, mens den anden halvdel starter med undervisning i stuetagen.

Et socialt og fagligt miljø

Projektet vil både have fokus på at hylde håndværket og håndværkerens rolle og viden – men også at styrke og synliggøre det fællesskab og det sociale miljø, man bliver en del af som lærling og som udlært. Unge ønsker at være del at et spændende ungdomsmiljø, så derfor bliver etableringen af sociale fællesfaciliteter et vigtigt omdrejningspunkt for omdannelsen af Faksegade 8.

 

Rollemodeller på Faksegade

Projektet taler også ind i en større samfundsudfordring med for få faglærte og vigende søgning til erhvervsuddannelserne. Selvom der er stor mangel på håndværkere, er antallet af unge, der starter på en erhvervsuddannelse, det laveste i mange år. Derfor bliver et særligt fokus at introducere håndværket til unge.

I samarbejde med Københavns Kommune skal det sikres at lokalerne i dagtimerne primært bruges til besøg fra folkeskoler samt målrettede aktiviteter for interesserede elever. Med omdrejningspunkt i praksis faglighed, skal elever lære at omsætte metoder og teorier til konkrete ’produkter’ i et autentisk miljø, hvor man vil møde unge rollemodeller af begge køn, der har valgt at bliver tømrer- eller bygningssnedker. Begejstringen for faget skal smitte af på eleverne, så de får interesse for at vælge en erhvervsuddannelse.

Projektnavn:   Etape 2: Omdannelse af Faksegade 8

Projekttype:   Arkitektur, omdannelse, renovering og nybygning

Lokation:   Faksegade 8 A-B, 2100 Østerbro, Københavns Kommune

Finansiering: A.P. Møller Fonden, Københavns Bygningsfornyelse, Hustømrerforeningen af 1691 
Årstal:   2023-
Opdragsgiver:  Hustømrerforeningen af 1691

bottom of page